Claus Houden

Din personlige stemme i Odense Byråd

Grundlovstale

22. september 2017


2015 

I dag fejrer vi Danmarks Grundlov. At vi nu i 166 år har haft en Grundlov i Danmark, som langsomt, men sikkert, udviklede sig til det demokrati vi kender og hylder i dag.

 Dengang var det driftige bønder og byboere, som ville udvikle samfundet fremad. De organiserede sig først i andelsvirksomheder og i håndværkslaug. Her fandt de hurtigt ud af, at intet står til måls med følelsen af selv at kunne bestemme.

 Det var efter datidens standarder jævne folk, som var ryggraden i det langstrakte arbejde med at få udarbejdet en demokratisk forfatning. De ville have medbestemmelse på eget liv og blev vakt af oplysningstanker og højskolesang.

 Og samme mønster kan genfindes hele vejen rundt siden dengang.

 Danmark er bygget op af mennesker, som selv ville ordne deres. Det danske demokrati er ikke vokset frem med høtyv, hjul og stejle, men med almindelige menneskers stræbsomhed. I foreningslivet, i familielivet og i arbejdslivet.

Men årets Grundlovsdag er nu engang specielt. Med 100-året for den dag, hvor alle danskere uanset køn kunne afgive stemme til Folketinget, kan vi i sandhed fejre årets Grundlovsdag med maner. 

De sejre ligestillingen siden da har vundet, har altid stillet ikke bare kvinder – men hele Danmark bedre. Flere har fået rettigheder og muligheder til at tage del i det danske samfund. Kun med reel ligestilling kan vi udnytte det fulde potentiale - og kvindelige virksomhedsledere skaber arbejdspladser og vækst ligesom deres mandlige kollegaer. Det er godt for økonomien, for vores demokrati og for den enkelte, som kan tage for sig af livets buffet.

 Vi har brug for kloge hoveder i Danmark– her spiller køn ingen rolle.

I sidste uge besøgte Lars Løkke Odense. Her mødte vi sammen Elise Andersen på 100 år. Hun er født det år kvinderne fik stemmeret. Elise har været i valgkamp siden 30’erne, og fulgt Venstre, og Danmark, hele vejen. Når jeg hører Elise tale om Venstre efter krigen bliver jeg stolt, men også overrasket over hvor anderledes den politiske samtale var da Elise var ung. Det fik mig til at tænke over hvad det er for en valgkamp, vi er i nu. // Men når man taler fortidens store sejre og politiske idealer, er det også svært ikke at føle sig lidt som en romantiker. Som om verden ikke helt er den samme i dag..

 Når man tænder for tv’et i disse dage, er det svært ikke at blive træt. Træt af valgkamp i særdeleshed og nok også os politikere i almindelighed.

Lars og Helle mundhugges om hvem der ansvaret for hvad. Hvis ikke det inden da er druknet i tal og teknik. De politiske kommentatorer har omformet politik til en retorisk duel. Hvem havde the winning argument? Hvem har den bedste dagsform og med hvilke personsager, klistret til sit navn?

 Jeg kan godt forstå danskerne bliver trætte.

Der er hele tiden nye meningsmålinger, nye tal og nye reaktioner. En hurtig medieverden kræver hurtige svar, og når journalisten kun giver plads til overskrifter, svarer vi politikere altid kort og kontant.

 Der er derfor sjældent tid til at stoppe op og tænke efter. Gå et skridt dybere ned end valgkampsparoler og hurtigere replikker.

 Ja jeg kan nok ikke selv spille hellig, for alt for ofte må man spille med på spilleregler, som alle ved, kun svækker folkestyret og den politiske samtale, som burde være udgangspunktet for Venstre. Men vi spiller selvfølgelig med, fordi taletiden er vigtig så flere kan høre vores budskaber.

 Men måske vi derfor også glemmer selv at stoppe op. At dykke ned i de spørgsmål, som ligger under de glitrende valgkampsbrochurer. Lad mig derfor bruge lidt tid på et emne, som når kameraerne snurrer, altid må nøjes med tal og pegen fingre. Et emne som nok ligger alle i Venstre på sinde.

At det skal kunne betale sig at arbejde i Danmark.

 Helle siger, at den er hun med på. Men siger så også samtidig, at hun ikke vil prioritere at lette skatten i bunden.

Men danskerne skal vide, at for os og for mig er det ikke bare en overskrift. Ikke bare et spørgsmål om beløbet af de sociale overførsler eller bundfradraget på lønsedlen. Ikke bare et spørgsmål om hundrede kroner om måneden den ene eller anden vej.

 Det handler om noget mere grundlæggende. Hvad vi værdsætter som samfund. Om hvilke værdier vi skal lære vores unge, når de vokser op og selv skal tage vare på deres eget liv. Og på samme måde hvilket samfund, de der flytter hertil skal mødes af og hvilke forventninger, vi som fællesskab stiller.

 Det starter og slutter med troen på, at det enkelte menneske har det bedst som ansvarlig for sit eget liv.

 Det at kunne forsøge sig selv og sin familie. At kunne være stolt af sine egne præstationer, når det lykkedes. At flid betaler sig.

 Velfærdssamfundet er der når vi har brug for det, men må aldrig blive et selvstændigt mål og en undskyldning. Topmoderne hospitaler, en god folkeskole og en værdig alderdom for vores forældre er grundstammen i Danmark. Men alt det er afhængig er én ting: At vi kan omsætte trygheden til et samfund, hvor alle vil stræbe efter mere og bidrage med deres talenter. Det giver sunde virksomheder og produkter, som kan bringe Danmark fremad.

 Men det er ikke bare godt for statsbudgetterne. For hvad betyder det for et menneske, at gå fra passiv overførsel til rent faktisk at bidrage?

Som byrådspolitiker og medlem af børne- og ungeudvalget møder jeg tit unge mennesker, som har mistet troen på sig selv. I Vollsmose mødte jeg en fyr, som altid havde kæmpet med gangestykkerne og læsningen. Skole havde aldrig været en succesoplevelse, men en rutsjebanetur med nedtur efter nedtur. Men han var lige startet på Syddansk Erhvervsskole som mekanikerlærling. Nu, hvor han har fået noget for hånden, han har genfundet livskvaliteten. At have noget at give sig til og føle sig værdsat.

Vi kan diskutere ydelsernes størrelser til evig tid. Vi kan opstille det ene og det andet månedsbudget med Fattig-Carina og Dovne-Robert. Men vi kan også starte den rigtige diskussion, som vi altid vil vinde:

At arbejde giver livskvalitet. At have kollegaer og noget at stå op til om morgenen. At vi derfor skal belønne arbejde – også når der gøres rent på vores børns skoler, når der scannes varer i Brugsen og når der plukkes frugt og grønt på Nordfyn. Det er det valget handler om.

 I kender måske ordsproget, som lyder som følger: Giv en fattig mand en fisk og han er mæt for en dag. Lær ham at fiske og han er mæt for et liv. Det er vores opgave. At lære de kommende generationer, at vi værdsætter flid og hårdt arbejde. At vi alle trives, når vi ikke er afhængige af andres hjælp for at klare dagen og vejen. Det er vores vision.

 Lad mig derfor sige det helt klart:

 Der skal skabes flere arbejdspladser i Danmark. Fordi kun når man kan bruge sine evner til gavn for en arbejdsgiver, føler man sig værdsat. Kun sådan bygger vi karakter hos den næste generation.

Også derfor skal vi gå forrest med en aktiv erhvervspolitik, hvor tilflyttervirksomheder ikke skal vente på en sløv kommunal forvaltning og hvor rammevilkårene ikke opstiller unødige benspænd for driftige erhvervsfolk.

 Når man får den gode ide, som kan fastholde produktionsarbejdspladser på dansk jord, så skal det ikke være skattefar, som spænder ben.

 Venstre er ikke et parti for dem, der tror på snuptagsløsninger og overskriftspolitik. Vi ved at gode ideer og hårdt arbejde har gjort Danmark stærk. Det er derfor også det vi må bygge videre på herfra og vise, at vi værdsætter som samfund.

 Når vi overtager stafetten fra de røde, skal vi skubbe på for mere skabertrang.

Glædelig Grundlovsdag